Jeg sidder her bag skærmen i det forsømte forår. I virkeligheden burde jeg sidde med en opslået bog i mellem hænderne. Det burde være Goethes Faust der lå her og blottede sit inderste.
Projektet er for længst slået an.
Men men men... Trætheden er tung. Motivationen har puttet sig på sofaen med et slumretæppe. Men men men... Deter svært at samle sig om Faust når der er næser der skal pudses, rifter der skal plastres og mad der skal smøres.
Nu har jeg måske fundet svaret hos Virginia Woolf. Jeg har brug for mit eget værelse. En hule jeg kan trække mig tilbage til. Et rum med plads til alle bøgerne på række, en spidset blyant til de store tanker og en dampende kop kaffe. Jeg har derfor valgt at indtage vores sidste hems. Den er spartansk: yderst sparsomt møbleret, men lys og venlig. I morgen går jeg i gang...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar