onsdag den 25. juni 2008

Vi vil fred her til Lands...

Hvis den danske sommer er spørgsmålet - er leggings så svaret?
Jeg afprøver i hvert fald den teori i øjeblikket. Det virker meget lunt at være sommerligt klædt i nederdel og stiv kuling med udsigt til neglelak på tæerne.

Sankt Hans aften blev fejret med studentergilde i Fælleshuset. Bagefter havde vi det flotteste buldrende og blæsende Skt Hans bål. Vi sang både midsommervisen i en ret uigenkendelig version (et mix af ShuBiDua og den traditionelle version og i variende tempo!!!) Bagefter sang ungerne og jeg Heksemutter lod en tudse... )

Endelig en tradition jeg kan stå fuldt inde for: bål, øl og sang.
Væk med det forsømte forår og frem med de lyse nætter, pigernes latter og lyse hår...

Du danske sommer - jeg elsker dig!

søndag den 22. juni 2008

Dagsregn

Der er ingenting i verden så stille som... regn.

Det har været en stille regnfuld hyggelig søndag - med tid til at nå detaljer. Ungerne har leget med Andreas hele eftermiddagen: fødsel, dåb og bryllup blev klaret på 3 kvarter.
Den brækkede arm er i bedring. Pollentallene er i bund. Sommerferien vinker forude.

Det lysner i øst...

lørdag den 14. juni 2008

Den enarmede...

Herlig uge... Har virkelig øvet mig i at være rummelig og zenagtig (og har messet det uafbrudt som en anden buddhistisk munk)

Jeg har virkelig øvet mig i at rumme at Henrik i søndags brækkede armen under en omgang "oldboys" fodbold og derfor skal holde den i ro i 14 dage! OG at vores TV brændte sammen mens ungerne så mumitroldene torsdag morgen OG og at pædagogstrejken fredag rykkede tættere og tættere på ...

Status lørdag er nu:
1 stk låne TV fra nabonødhjælpsorganisationen.
1 stk afblæst pædagogstrejke.
1 stk arm der stadig er brækket.

Well 1 out of 3 ain't bad...

søndag den 8. juni 2008

Lille Peter edderkop...

Tid: Ulvetime.
Sted: Badeværelset
Handling: Selma er på vej ud af brusebadet med mig. Henrik er ved at tørre Agnes.

Agnes: Far...
Henrik (lidt distræt): Ja.... Hvad er der?
Agnes (helt roligt): Der kravler faktisk en rimelig stor edderkop på din ryg.
Henrik: He, he... Øh.... Mener du det?
Agnes: ja.
Henrik:??? !!!!!

(herefter følger lidt tumult: Henrik hiver t-shirt af , har kort øjeblik øjenkontakt med RIMELIG STOR sort langhåret edderkop, og kaster t-shirt på gulvet foran de nysgerrige tilskuere. Stilhed. Kræet er som sunket i jorden!)

Henrik (nu lidt mere desperat): Hæ. hæ. Kravler den stadig på mig?
Selma og Agnes i kor: Ja!
Henrik:??? !!!

(Opdager nu kræet på låret. Igen kamp! Denne gang til Henriks fordel. Kræet er klasket og bliver beundret af de to yngste tilskuere)

søndag den 1. juni 2008

Århus on my mind

Jeg kan ikke "travel light"! Jeg tror det er genetisk. Jeg har hørt fantastiske historier om mine bedsteforældres lille bil der pakket med kufferter, hund, kat, fætter fra København, min mor og hendes mormor med hat sneglede sig hen ad de fynske landeveje hver sommer. Ikke altid med den rene Morten Korch idyl som resultat: som dengang katten sked i morfars hat, Fætteren skreg osv...

Så slemt var det ikke i går, men vi pakkede dog bilen som skulle vi på 3 ugers sommerferie sydpå. Foruden det løse: 2 rygsække med skiftetøj, 2 dyner og mad til to uger pakkede Agnes 5 sovedyr, 1 rygsæk med 15 biler og 10 plastdyr + sin gule cykelhjelm...

Vi skulle ½ dag til Århus...

Det må være genetisk... Eller noget med arv og miljø...